Torsdag d. 20 oktober 2016

Vejr: Overskyet vejr med lidt finregn kl 7 og en enkelt kort regnbyge kl 15. Ellers relativt klart vejr med god sigt, mens vinden var taget lidt til igen og var frisk fra ØNØ drejende til Ø i løbet af eftermiddagen. Temperaturen uden den store svingning gennem døgnet med 9-10 grader.

Da jeg i morgentimen cyklede ud i lidt finregn og frisk modvind fra ØNØ var jeg ikke alt for optimistisk for dagens ringmærkning, men heldigvis kan man blive overrasket, hvilket er med til at gøre det spændende at stå op hver dag og se hvad der sker.
Pga af blæsten og risikoen for regnbyger valgte jeg kun at åbne net ved Ellekrattet fra start af, men kl 08:30 stod ringmærkerforeningens formand Henning Ettrup og Mette pludselig ved p-pladsen.
Henning havde tid til at deltage i ringmærkningen frem til kl 14 og da vi nu var 2 personer fandt vi 4 net i Fyrhaverne, der også kunne åbnes i blæsten. Skulle der komme en regnbyge kunne vi hurtigt dele os op i de to områder og lukke net.
Det blev ikke nødvendigt, da regnen holdt sig væk indtil kl 15 og meget overraskende, så kom der fugle igennem området i dag.
Endelig lykkedes det for første gang i år at få mærket 100 fugle på en dag, mens genfangsten af tidligere mærkede fugle var nede på 4 stk. Så et helt andet billede end det jeg oplevede i går!
Dagens ringmærkning var fordelt på 14 arter, hvor flokke af Nordlig Halemejser med 34 mærkede holdt os beskæftiget, da flere af de flokke turnerede i området og fløj i andre net igen efter at være sluppet.

dsc_0363

Munk og Gransanger er efterhånden de eneste sangere, som er i ringmærkningsområdet på dette tidspunkt af året, men man kan jo altid håbe på, at en af de sjældnere sangere fra Sibirien dukker op her i det sene efterår. Foto: MJH

Ud over Henning og Mette var der gennem dagen besøg af ALJ, JoK, EC og Egon Østergaard. Sidstnævnte kom med ros til mig og stort klap på skulderen for min indsats i år ved nettene i Skagen og for disse dagbøger på bloggen. Stor tak for det Egon – altid skønt at få anerkendelse og rart med den opbakning fra toppen af DOF!
KnP skal have en tak for at tage sig tid til at komme forbi med friske ringmærkningskemaer på en dag, hvor jeg ellers fik brugt op af de skemaer jeg havde 🙂

Ud over det pæne antal fugle i nettene, så var der også en del fugle i luften over Ellekrattet i dag. Startede morgen med en ren flok på 18 Stor Korsnæb på trækforsøg, men også en del drosler, finker og siskener fløj rundt.
EC var rundt på Grenen en stor del af dagen og kom hjem med en række tal og ikke mindst en flot serie fotos af den tredje Steppehøg i Skagen dette efterår. En ung hun var ude og vende lige over hovedet på ham og det kan anbefales at nyde hans fotos på EC´s blog!
Af de tal han havde, vil jeg nævne 40 Sandløbere på stranden, den unge han Rødstjert ved p-pladsen for 6. dag, 250 Kvækerfinke, 350 Gråsisken og 20 Lapværling.
Flokken af Rørspurve i de yderste klitter var svundet ind til 25 stk og der var desværre ingen tegn på små lyse individer…

KnP var igen optaget frem til middag med at tælle alke fugle fra Nordstrand, hvor han bl.a. havde 3 Sortstrubet Lom, 890 Sule, 1 Dværgfalk, 1 Sortgrå Ryle, 1 adult Mellemkjove, 1204 Lomvie, 3209 Alk og 4 Bjerglærke.
Bjerglærke var der også på havnen, hvor KK fandt 4 stk og en flok på 35 Bjergirisk.
Gorm Thyge Wæhrens havde 6 Bjerglærke ved Sandormesporet og har lagt en obs af årets tredje Dværgværling på DOF basen. Den blev set ved blå rute fra Ellekratet lige før middag, men desværre ikke kommunikeret ud så andre folk kunne prøve at kigge efter den.

Inde i Skagen by havde JPIP nogle gode matrikelarter i form af den 6. Hvidbrynede Løvsanger i Skagen dette efterår og efterårets første 2 Silkehaler.

Michael Ancher havde som jeg en god dag ved nettene og mærkede 94 fugle og aflæste 20, bl.a. en Fuglekonge med Norsk ring. Blandt hans fangster var en Spurvehøg, en Stor Flagspætte, 4 Nordlig Træløber men ingen Halemejser og det var 54 Fuglekonger, der talte op i hans område ud for Nordstjernevej.

Vi må se, om vi fredag kan gentage en god ringmærkningsdag, selvom det stadig skulle blive blæst fra NØ og med risiko for en del nedbør.

Ringmærkning:
Gærdesmutte  5
Rødhals  16 – deraf 2 aflæst, mærket 3/10 og 13/10-2016
Munk  2
Gransanger  5
Fuglekonge  22 – deraf én aflæst, mærket 19/10-2016
Træløber, nordlig  2
Musvit  5 – deraf én aflæst, mærket 15/8-2016
Blåmejse  3
Halemejse, nordlig  34
Bogfinke  1
Dompap, lille  1
Dompap, stor  1
Gråsisken, stor  3
Grønsisken  2
Rørspurv  2

Blog v. MJH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s