Fredag d. 23. september 2016

Vejr: Hele morgen og formiddag en jævn vind fra SV, 3-4/8 skydække, temperatur på 15 grader og moderat sigt på 7-10 km med dis i horisonten. Under en regnbyge kl 12:45 friskede vinden op til frisk styrke med hårde vindstød fra SV til V. Regnbygen havde renset luften, så sigten blev fremragende uden dis og solen fik mere magt med kun 2/8 skydække og en temperatur på 17 grader. Den vejrtype holdt resten af dagen.

Selvom jeg havde alle net åbne blev det til en stille dag med ringmærkningen. Fuglene manglede simpelthen i området. Det blev kun til 17 mærkede og 2 aflæste, inden jeg holdt tidligt fredags fyraften kl 13 i forbindelse med regnbygen og den efterfølgende vind.
Munk med 6 mærkede, samt Gærdesmutte og Rødhals med hver 3 mærkede var de eneste arter med mere en et eksemplar fanget.
En Hvid Vipstjert fløj i et net ved Fyret, hvilket er relativt sjældent for en art, der ellers har fourageret flittigt i området hele måneden.
Som Tornsangeren i går, så var dagens aflæste Havesanger et typisk eksempel på, hvordan de langdistance trækkende fugle kan opbygge fedt reserver til brug for deres træk. Da den blev mærket d. 18. september havde den moderat fedt og muskel masse. I dag blev den genfanget i samme net – der er placeret lige ved en gruppe Hyld – og efter i 5 døgn at have mæsket sig med modne hyldebær, så havde den formået både at udbygge sine brystmuskler og ikke mindst lejret en masse ekstra fedt.

dsc_0044

Det er ikke mange vipstjerter, der flyver i nettene, så det er godt for mig, at få genopfrisket alders og køns kendetegn, når det lykkedes at fange en. Dagens Hvide Vipstjert var en 1K fugl med meget tydelig fældningsgrænse i de store armdækfjer. De inderste er fældet til adult type og er trefarvt. Brede hvide spidser, grå inderste halvdel og sort yderste halvdel af resten af fjerene. Dette i kontrast til de yderste juvenile store armdækfjer, der er blegt brune med smallere hvide spidser/kanter. Foto: MJH

Under dagens lidt tomme netrunder havde jeg tid til at se mig omkring, hvilke resulterede i spredte obs af bl.a. en Sortstrubet Lom trækkende mod øst, en Mørkbuget Knortegås rastende ved kystsikringen ud for fyret, 162 Ederfugle rast lidt længere ude i Kattegat, efreårsankomst af 5 Skovsædgæs, der trak mod SV, en ung Hvepsevåge ligeledes på vej mod SV, en Bjergvipstjert mod SV og endelig en Sortkrage, der var ude at blande sig med områdets Gråkrager.

dsc_2483

En adult Mørkbuget Knortegås hyggede hele morgenen og formiddagen med at æde tæt på stranden ud for Det Grå Fyr. Sammenlign med foto af en ung Lysbuget Knortegås, som KnP lagde på bloggen den 17.september. Den adulte fugl mangler helt ungfuglens lyse bræmmer på vingedækfjer. Foto: MJH

Blandt mennesker fik jeg hilst på KnP, da han var på vej hjem fra Grenen for at pakke til en ferietur. KnP kunne berette om dagens 530 Suler, en Dværgfalk, den unge Duehøg, 4 Kaspisk Måge, 1 Laplandsværling og 200 Rørspurve ude ved Grenen.
JoK kom forbi Oliehuset på sin gåtur med Igor og var så flink at udlåne sin “Nordstrand stol” til brug for rast ved Oliehuset resten af sæsonen. Derudover inviterede han på en fredagsøl hjemme hos ham, når jeg var færdig med ringmærkningen. Det er lang tid siden, at jeg har drukket en fredagsøl, men efter dagens lidt for mange km pr fugl i nettene i dag, så var det en prisværdig gestus fra JoK – stor tak herfra!

Mens jeg sad og drak øl, så havde JPIP tjekket fodboldbanerne i Skagen, hvor antallet af Hvide Vipstjerter var reduceret til 34 med selskab af 2 Gule Vipstjerter. Til gengæld var der tegn på efterår med 4 Sjagger, 10 Misteldrossel og 12 Sangdrossel på banerne.

Det ser faktisk ud til, at der er efterårsvejr på vej efter disse sommeragtige 3 første uger af september. Det vil forhåbentlig give flere trækfugle, men samtidig vil det nok reducere, hvor meget jeg kan ringmærke. Der er varslet både nedbør og kraftig blæst midt i næste uge, så måske får jeg snart en dag uden de lange traveture, men solidt plantet i en klit med udsigt til havobs.

Ringmærkning:
Hvid Vipstjert 1
Gærdesmutte 3
Jernspurv 1
Rødhals 4 – deraf én aflæst, mærket 20/9-2016
Munk 6
Havesanger 1 – aflæst, mærket 18/9-2016
Musvit 1
Blåmejse 1
Sortmejse 1

Blog v. MJH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s