Torsdag d. 15. september 2016

Vejr: September sommeren fortsætter med døgnets temperatur fra 16 grader om natten til 24 grader i de varmeste timer. Vinden var stort set fraværende – vindstille morgen og formiddag og kun svag vind fra SØ eftermiddag og aften. Lidt skyer først på dagen kunne ikke rigtig dæmpe solen og eftermiddag og aften  var uden en sky på himlen. Sigten moderat med dis i horisonten i den høje luftfugtighed og lav jordtåge i den første morgentime.

dsc_1127

Selvom solen stod rød op mellem skyer og med jordtåge over heden, så gav den hurtigt varme fra sig og skyerne fik aldrig lukket helt for solen denne sommeragtige septemberdag. Foto: MJH

En af de sjældne dage i Skagen uden vind og med et blankt Kattegat, hvor jeg fra Fyret i de tidlige morgentimer tydeligt kunne høre, hvad fiskerne snakkede om ude i deres både.
Det var en helt speciel stemning at cykle ud ad Fyrvejen i mørket, hvor tågen lå så lavt over de åbne hedearealer, at jeg fra cyklen kunne se ned over den. Det så næsten ud til, at der flød med mælk over heden, men med jævnligt gulligt lysshow, når lyskeglen fra  Det Grå Fyr fejede igennem.
Det var igen en sauna med masser af fugt i luften og dug på vegetationen, inden solen midt på morgenen havde brændt duggen væk.
Alle net blev åbnet og stod perfekt uden bevægelse. I forhold til i går, så var der et tydeligt ryk af fugle i løbet af morgenen. Ikke mindst af Munke, der stod for 12 stk af dagens 33 mærkede fugle. Kun 2 aflæsninger af fugle fra de foregående dage blev det til, inden jeg igen var kogt mør i varmen og lukkede ned kl 13:30.
De fleste fugle blev fanget i morgentimerne, mens den varmeste middagstid var noget død med kun 4 fangster efter kl 11.

KnP kom forbi med en dejlig pose æbler fra sin have – nok flere end jeg kan nå at spise i felten, men jeg glæder mig allerede til en snarlig aftensmad med friskbagt rugbrød og lun æbleflæsk direkte fra panden 🙂
Det var et par gode runde med pænt med fugle KnP var med på, inden han drog ud mod Verdens Ende, hvor RoC meldte om nogle fine småfugle.
Dels det hidtil tidligste fund af en Hvidbrynet Løvsanger, dels en hørt Rødstrubet Piber.
De Hvidbrynede er åbenbart ankommet meget tidligt i år til Vesteuropa, for de sidste par dage har der været flere fund på den svenske vestkyst og ved Keldsnor på Langeland blev en fugl ringmærket denne morgen.
Senere på morgenen kom der både en Sortstrubet Bynkefugl og en Spætmejse ud til Verdens Ende og for Spætmejse er antallet af observationer i år rekordstort for Grenen.

Jeg fik ikke tjekket så meget i modlyset over det blanke Kattegat på pauserne ved Fyret, men fik 2 Gule Vipstjerter, der kortvarigt rastede sammen med Hvide Vipstjerter.
Ved Fyret underholdt også 4 Alliker og 20 Gråkrager med snak og legende flyveopvisning omkring toppen af Fyret.
Et hyggeligt gensyn med Allikerne, der ikke har været ved Fyret siden jeg vendte tilbage i starten af august. Hele foråret var der ellers fast en gruppe af dem og de forsøgte også at yngle midt i renoveringen af Fyrmesterboligen.

Af andre fugle blev der fra Grenen bl.a. noteret 1 Sortstrubet Lom, 33 trækkende Lysbugede Knortegæs, Duehøg, Blå Kærhøg, 2 Bjergvipstjert og 145 Sortmejse.
I forhold til min opfattelse af mange Munke i bevægelse i dag, så var der kun 7 stk ved Verdens Ende.
LaM besøgte Højen Fyr og havde 12 rastende Munke, så de har åbenbart været mere koncentreret længere inde på Odden end ude ved spidsen.

Inden jeg tog hjem fra ringmærkningen blev jeg to gange kontakte af en kvindelig hundelufter. Første gang var hun på vej ud mod Grenen og ville lige fortælle om en død Ræv, der lå mellem Fyret og Sønderstrand. Da hun gik retur fra Grenen passede det med, at jeg var tilbage ved Fyret fra en netrunde og hun kom til mig igen. Denne gang for at høre, om jeg ikke havde noget med naturen i området at gøre, og om jeg ikke kunne gøre noget ved de folk, der stod ude på Grenens spids og næsten trampede på en ung Spættet Sæl. Ifølge hende, så stod folk og tog billeder af sælungen med deres telefoner smækket ind på en halv meters afstand af dens hoved.
Jeg måtte forklare, at jeg ikke rigtig har nogle myndighed på det område, men syntes egentlig, at folk her går over grænsen. Et normalt kodeks med respekt for dyrene burde være, at man ikke går tættere på end 5 meter, hvilket faktisk er ret tæt på et dyr som en sæl og nok til, at man burde kunne få tilfredsstillet sin fotografiske lyster..

Ringmærkning:
Jernspurv 1
Rødhals 5 – deraf én aflæst, mærket 12/9-2016
Rødstjert 2
Munk 12
Gærdesanger 1
Gransanger 5
Løvsanger 1
Grå Fluesnapper 1
Musvit 1
Blåmejse 4 – deraf én aflæst, mærket 14/9-2016
Gulspurv 1

Blog v. MJH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s