Mandag d. 12. september 2016

Vejr: Efter en stjerneklar nat var morgenen flot med klar himmel, men med masser af fugt i vegetationen og banker af lav jordtåge. Det var vindstille fra start og senere svag vind fra SSV, der drejede over S til SØ og ved middagstid var nået jævn styrke. På det tidspunkt var der også kommet flere skyer og fra kl 13 og resten af dagen var det overskyet. Temperaturen var nede på 12 grader før solopgang, men steg hurtig da solen kom op og nåede 19 grader. Sigten var god over havet, men altså lav tåge over land i de tidligste morgentimer.

dsc_1090

Tidlig morgenstemning fra Fyrhaverne med jordtåge over Storesig heden med radarkuplen ved Batterivej i baggrunden. Foto: MJH

Der skulle ikke meget til at gøre ringmærkningen bedre end i går og mit håb steg mens jeg gik rundt og åbnede net, da der lød tik fra flere Rødhalse i Fyrhaverne. Efter at havde gået åbningsrunden fik jeg lige hilst på KnP, der var på vej ud til Grenen, inden jeg gik ud på første runde.
Selvom jeg ikke fanger mange fugle, så er ringmærkningen populær at følge og midt på morgenen kom en norsk fuglekigger fra Telemark forbi en god times tid. Han var her også i maj i dagene omkring Fuglefestivalen og var nu spændt på, hvad en efterårsmorgen bød på.
Det blev til både Rødhals, Munk, Musvit, Sortmejse og Bogfinke mens han var med, så han fik lidt ud af besøget.
Senere dukkede både ALJ og JoK op ved 10-tiden, men de måtte nøjes med at se Løvsanger i hånden. ALJ var så flink, at medbringe et rundstykke til mig, så jeg holdt energien til mærkning hen over middag og lukkede ned lidt før kl 14.
På det tidspunkt var der ikke meget aktivitet blandt småfuglene og jeg endte med 26 mærkede og 1 aflæsning denne dag. Rødhals, Musvit og Sortmejse var dem, der var flest af, men Løvsanger og Gransanger var også aktive i dag.
Over Fyrhaverne trak over 100 Engpibere uden at gå ned i nærheden af net og den art blev også noteret af JPIP, der besøgte Skagen Klitplantage. Han havde 360 Engpibere trækkende og noterede også 160 Hvid Vipstjert og 860 Bogfinker trækkende, mens 20 Skovskader er flere end de par stykker, vi dagligt ser ved Ellekrattet og Grenen.

Dagens obs fra Grenen stod RoC, KnP med flere for – måske håbet om en albatros på vej ud af Kattegat havde fået et par stykker til at komme ud på en mandag?
Den kom godt nok ikke, men de kunne da se 20 Mallemuk, tæt på 500 Suler, 4 Storkjove og 5 Lille Kjove, der bliver ved med at gøre det godt i dette efterår.
Blandt mågerne rastede den 2k Gråmåge igen og 99 Rider blev talt. Alkefuglene blev domineret af 87 Lomvie, mens der kun var enkelte Alk og Tejst.
Blandt småfugle over Verdens Ende var der 2 Bjergvipstjert, 200 Engpibere, 22 Lille Gråsisken og  lidt Kvækerfinker og Rørspurve vidner om, at selvom det er sommervejr, så er efteråret altså i gang.
Sortmejser var igen talrige i området med over 400 på trækforsøg.

Efter at havde lukket for net brugte jeg en halvanden time på at kigge i teleskop ud over Kattegat, hvor jeg ville give albatrossen en chance. Det gav dog ikke andet end lidt Rødstrubede Lommer, de mange Suler og nogle få alkefugle.
Efter jeg var taget hjem, var RoC og EC retur på Grenen efter arbejde, så der var dækning af Kattegat det meste af dagen.

Det kommende døgn med jævn vind fra SØ og endnu varmere og klart vejr gør det nok tvivlsomt, om en evt albatros vil komme tæt nok på land til at kunne ses, men der vil nok blive kigget efter den alligevel.

Ringmærkning:
Rødhals 6 – deraf én aflæst, mærket 31/8-206
Munk 1
Gransanger 3
Løvsanger 3
Musvit 6
Sortmejse 7
Bogfinke 1

Blog v. MJH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s