Lørdag d. 10. september 2016

Vejr: Vinden var jævn fra syd hele dagen, mens der var meget vekslende skydække. Fra overskyet før solopgang til fuld sol det meste af morgenen og formiddagen og tilbage til 5-6/8 skydække eftermiddag og aften. Temperatur fra 16 til 19 grader. Sigten god med kun lidt dis yderst i horisonten.

Efter en stjerneklar aften cyklede jeg ud før solopgang under et skydække, der drev væk mod øst lige så hurtigt, som jeg cyklede. Da tiden nærmede sig solopgang var der kun en stribe af skyer lidt over den østlige horisont tilbage. Det gav en fin stemning da solen stod op over Kattegat med flotte farver under skyen og flere fotografer var da også ude på Grenen med stativer og kamera denne morgenstund.
Selv havde jeg været rundt og åbne net i en vind, der stod direkte ind fra Kattegat. Det blev da også en tynd omgang med ringmærkning denne dag. Først kl 07:30 blev dagens første fugl fanget, men inden da havde RoC ude fra Verdens Ende spottet en ung Rosenstær, der kom flyvende sammen med 5 Stære. De rastede ca. et kvarter inden de forsvandt retur i retning af Nordstrand.
Tak til RoC for prompte meldinger om den fugl!
Jeg kunne nå op på klittoppen ved Fyrhaverne, da de fløj mod Nordstrand, men fandt desværre ikke den lille flok.

Senere på morgenen dukkede ALJ op ved Oliehuset og kom med på en runde ved nettene. Da vi var på vej fra Fyrhaverne mod Ellekrattet stødte HaC og Christian Andersen Jensen til med familie og venner, så jeg havde en hel lille flok med mig til Ellekrattet. Heldigvis var der fangst af to fugle i de net og jeg fik formidlet lidt om ringmærkning.
Midt i den formidling ringede EC til mig og fortalte, at Rosenstæren nu var retur ved Grenen og fløj mod Strandengssøen. Det var et pænt træk af EC, for mens vi stod i Ellekrattet hørte jeg kun walkien skratte uden at kunne høre meldingerne.
Alle gæsterne gik straks ud ad Sandormsporet for at se Rosenstæren, men da det var tid for en ny runde ved nettene kunne jeg ikke gå med. Jeg fik dog fuglen at se lidt senere, da den fløj med stærene fra Strandengen og krydsede over Grenens P-plads.

Det er den første Rosenstær, der ses i Danmark i år og femte fund af en ungfugl i Skagen gennem tiderne. Der er langt flere fund af arten om foråret i Skagen, men trods det gode vejr i maj og juni blev der altså ikke registreret nogen i foråret 2016.

Tilbage til ringmærkningen, så kom der aldrig rigtig gang i den i dag. Da jeg lukkede net kl 13 var totalen på 13 mærkede og 1 aflæst.
Sortmejse stod for dagens største antal med 8 stk, mens aflæsningen var en ung Rørsanger, som jeg mærkede den 30. august.
JoK og EC ventede på mig ved Oliehuset ved middagstid. De havde begge fået fotos af Rosenstæren og JoK  takkes for at krydre dagens blog med ovenstående fotos af dagens fugl.

JoK kørte hurtigt hjemad mod frokost, mens EC gik med på en runde ved nettene.
Desværre var det en af de alt for mange ”nul-runder”, men det var i godt selskab og EC kunne berette om hans erfaring med ringmærkning i Skagen.
Efter at EC var taget hjemad var det ikke helt slut med besøg denne lørdag. Lige som jeg var i gang med at lukke net, dukkede JPIP op med hans søster som guide for en turistforening.
Det havde været perfekt med en fugl i hånden til fremvisning, men jeg havde ikke fanget noget siden kl 11, så den gruppe må komme igen en anden gang, hvis de skal se ringmærkning.

Michael Anker meldte, at han også havde langt mellem fuglene ved Batterivej og kun fik fanget 8 fugle i sit område.

Rosenstæren fyldte selvfølgelig meget i dagens obs, men fra Verdens Ende blev der også set både Lille og Storkjove i dag.  Tallet af Sortmejser på trækforsøg nåede minimum 600, mens 2 Ravne var de første over Grenen i andet halvår.

Ringmærkning:
Stor Flagspætte (sydlig race)  1
Rørsanger 1 aflæst, mærket 30/8-2016
Gransanger 1
Løvsanger 2
Sortmejse 8
Bogfinke 1

Blog v. MJH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s