Søndag d. 04. september 2016

Vejr: I Skagen var det denne dag svært at forstå, at der skulle være udbredt regn og skybrud i det sydlige Danmark. Heroppe var der kun få skyer fra morgenstunden, solen skinnede og eftermiddag og aften var uden en sky på den blå himmel. Vinden var næsten fraværende med let brise og svag vind fra vestlig retning drejende om mod nordøst. Temperatur fra 14 til 18 grader, men det føltes som en sommerdag at gå rundt i klitten midt på dagen.
En smule lavt jordtåge blev dannet over heden ved solopgang, men ellers var der klar luft og fremragende sigt.

Man kunne jo synge “Sikken dejlig dag det er i dag” da jeg for første gang i lang tid fornemmede, at der var småfugle i området mens jeg gik rundt og åbnede net.
Trompeterende kald fra Reservatet tilkendegav, at Tranerne endnu ikke er trukket bort, men hvad der var vigtigere for mig var, at der var kald af Rødstjert, Stenpikker og diverse sangere fra hede og krat, mens både Skov- og Engpibere fløj over området.
Med fravær af vind stod net så stille, at jeg kunne fange fugle selvom solen skinnede løs. Dagen endte med 42 mærkede og 2 aflæste fugle fordelt på 17 arter, så det blev hidtil bedste fangstdag i efteråret.
Rødstjert blev topscore med 9 stk, tæt efterfulgt af 8 Sortmejser. Sidstnævnte er dog en forsvindende del, da der over Verdens Ende i dag blev talt 500 Sortmejse på trækforsøg!

DSC_1004

Denne Gransanger blev første fugl i efteråret, som jeg fanger med en ring, jeg ikke selv har sat på. Det var en ZM ring, så måske har Michael Anker været på banen med ringmærkning ved Batterivej.  Opdatering fra Michael Anker: han har mærket den ved Batterivej i oktober 2015. Foto: MJH

DSC_1010

Dagens Skovpiber viste en tydelig fældningsgrænse i mellemste dækfjer og var derfor en 1K fugl. De 3 yderste dækfjer har et bredere mørkt center med kun en lille tap, hvor de inderste har et mere tilspidset mørkt center. Foto: MJH

Lige efter solopgang var jeg i haven ved Fyret, da RoC kaldte over walkien og fortalte om en adult Topskarv, der fløj ind mod Kattegat og lagde sig på vandet. Jeg kunne nå at løbe op på klitten med mit teleskop, men desværre havde Topskarven valgt at gå ned på vandet lige hvor solen stod et par grader over horisonten. Det lykkedes mig derfor ikke at finde den inden jeg måtte videre på min netrunde.

Mens jeg gik rundt og nød, at der var lidt at lave ved nettene havde jeg nogle enkelte Tårnfalke, Spurvehøge og den unge han Duehøg overflyvende.
De samme arter blev set af de folk, der i dag var på Grenen, men derfra blev der også set Blå Kærhøg og Vandrefalk.
Over havet var det igen en forrygende dag med Lille Kjove. 15 ungfugle blev set trækkende NV – kun én af disse var inde i nærheden af stranden, de andre fløj forbi langt ude. Ydeligere 4-5 kjover i samme spor blev ikke sikkert artsbestemt, men har nok også været Lille – ingen Almindelig Kjove blev set i dag!
Storkjove var der også forbi, men vi har endnu Mellemkjove til gode i dette efterår.

EC holdt ind ved Fyrvejen da han cyklede hjemad fra Grenen og kunne berette om den samme oplevelse som jeg, at der var godt med småfugle i dag. Fra hans tur rundt var det tal som 15 Rødstjert, 55 Stenpikker, 18 Gransanger, 10 Løvsanger, 5 Gærdesanger og 15 Tornsanger, der illustrerede at efterårstrækket er i fuld gang.

Ringmærkning:
Skovpiber 1
Hvid Vipstjert 1
Gærdesmutte 3
Jernspurv 2
Rødhals 1
Rødstjert 9
Stenpikker 1
Rørsanger 2
Gærdesanger 1
Tornsanger 2
Munk 1
Gransanger 6 – deraf én aflæst, mærket ved Batterivej 18/10-2015.
Løvsanger 2
Broget Fluesnapper 1
Sortmejse 8
Musvit 2 – deraf én aflæst, mærket 22/8-2016
Lille Gråsisken 1

Blog v. MJH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s