Fredag d. 19. august 2016

Vejr: En sommerdag med svag vind, der startede fra N, drog over ØNØ og tlbage igen for at ende i NV. Overskyet morgenstund, men fra kl 7 opklaring og resten at dagen masser af blå himmel og sol. Dog kortvarigt et løst skydække forbi igen ved middagstid. Temperatur fra 15 til 19 grader og god sigt, dog med en del varmeflimmer mens solen bagte.

Vejret så fornuftigt ud med overskyet og svag vind og der var da også klart flere småfugle i omløb denne morgen. Fra kl 5 til 7 fangede jeg 7 stk og troede, at jeg skulle have en dag med to-cifret antal. Så kom der opklaring og skifte af vindretning, hvilket resulterede i, at jeg de næste 5 timer kun fangede én fugl.
Dagens første fugl i net blev dagens bedste, da en Stenpikker hang  midt i Fyrhaverne. Det er den første jeg mærker i år, men Anders fangede arten sidste år, så Stenpikker er ikke helt ny for området.

DSC_0867

Efter flere rastende Stenpikkere på strand og hede de seneste dage, så blev denne fugl årets første i hånden. Ringmærket i det tidlige morgenlys i Fyrhaverne 19. august 2016. Foto: MJH

Først på formiddagen holdt JoK og Igor et hyggeligt rast i skyggen af Oliehuset, mens en Husrødstjert underholdt. Selvom den bevægede sig mellem forsvarets observations hus og  fyret ville den dog ikke i de opstillede net – måske i morgen..

RoC var tilbage på sin plads ved Verdens Ende og kunne melde om ankomst af 2 Hvidvingede Korsnæb som dagens bedste fugle.
Ellers var der i morgentimerne gang i lydene fra de lokale Traner og Vandrikse, hvilket næsten er daglige begivenheder, hvorimod der er langt imellem, at jeg hører de Agerhøns, der kaldte ved Åkandevej. I forbindelse med skydækket ved middagstid kom der pludselig et ryk af svaler med ca. 200 Landsvaler, 100 Bysvaler og 50 Digesvaler. Det er et noget løst anslået antal, da de fleste godt nok trak øst, men flere strøg undervejs rundt og fouragerede, så de var svære at holde styr på.
Samtidigt kom der også lidt rovfugle med 12 Musvåger, 1 Hvepsevåge og 2 Rørhøge i termikken over Ellekrattet og Storesig.
Tidligere på morgenen rastede en ung Duehøg.

Eftermiddagen blev brugt på lidt indkøb til weekenden og jeg ventede til allersidst på eftermiddagen med at tage ud til Nordstrand. Mit håb var, at omkring spisetid ville der være færre folk ude og dermed større chancer for rastende måger på stranden.
I det flotte vejr var der dog stadig folk på stranden og de fleste måger lå ude på vandet.
Det var lidt pinligt at trave gennem klitrækken med teleskop, kikkert og denne dag også kamera på jagt efter mågeflokke. Flere steder i klitgryderne lå nøgne folk og solede sig, men det lykkedes mig da til sidst at finde et sted, hvor jeg ikke følte at ville forstyrre med al min optik!
Blev ude til aftenlyset lagde en dæmper på varmeflimmer, men havde kun held med få måger, der kom ind og rastede på stranden, så aflæsninger blev kun til 2 Sildemåger og 2 Svartbage i dag.

DSC_2199 (2)

Farvemærkede måger har fyldt lidt på bloggen på det seneste. Her en af dagens 2K Svartbage med sort ring. Denne fugl er mærket som unge i juni 2015 ved Nordre Rønner, Læsø og det er første aflæsning siden da. En anden 2K Svartbag, som rastede på stranden i dag, har allerede en længere data-liste. Den er mærket som unge i juli 2015 i Vest-Agder, Norge og blev første efterår aflæst i Hirtshals Havn, hvor den også har opholdt sig i juni og juli i år, inden den altså nu står i Skagen. For flere af de adulte måger er der mange aflæsninger og fx blandt de seneste aflæste Sildemågerne er der eksempler på at de også er registreret på deres træk langt mod syd ved fx Agadir, Marokko. Tag bare teleskopet med på efterårs- og vinter-ferier og nyd selskab med måger – der er gode chancer for af få spændende livshistorier ud af de ringmærkede måger. Foto: MJH

Ringmærkning:
Stenpikker 1
Gærdesanger 1
Gransanger 4 – deraf én aflæst, mærket 15/8-2016
Grå Fluesnapper 1
Musvit 1

Blog v. MJH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s