Torsdag d. 18. august 2016

Vejr: Vindskifte med frisk vind det meste af dagen. Først fra ØNØ drejende til N midt på dagen. Vekslende skydække med højtliggende skyer. Mest udbredt i de tidlige morgentimer og igen midt på eftermiddagen, men med plads til masser af sol det meste af dagen. Temperatur fra 15 til 19 grader og klar luft med god sigt.

På vej ud til fyret fandt jeg hurtigt ud af, at der var sket en ændring i vindretningen, da der var frisk modvind hele vejen inde fra byen.
Modvind var der også med ringmærkningen. Pga vinden var der 4 net jeg måtte holde lukket og selvom jeg havde gang i de 2 nye net ved Ellekrattet, så skulle jeg gå mange forgæves kilometer på dagens netrunder. Kl 7.30 kom dagens første og det skulle vise sig at være eneste fangst med en Grå Fluesnapper.

DSC_0861

Nattens fuldmåne var på vej ned bag fyrboligen og Skagen Havn ved min ankomst til Det Grå Fyr før solopgang, men fuldmånen havde desværre ikke bragt trækfugle til området denne nat. Foto: MJH

Ved 9 tiden fik jeg lidt selskab af JoK, men ikke engang Igor kunne støve en fugl op i Fyrhaverne, så de gik snart videre på deres tur. Uden fangst og med nul bevægelse af fugle i området endte jeg med at lukke helt ned kl 10.30.
Da jeg åbenbart ikke kan finde ud af at fange fugle, så besluttede jeg mig for, at forsøge endnu en omgang aflæsninger af måger ved Nordstranden. Et sted andre ikke rigtig forsøger sig med aflæsninger i øjeblikket.
Tog stien fra Det Grå Fyr forbi Jenne´s sø og ud til Batterivej. Ved passagen af reservatet  var der både 2 Dobbeltbekkasiner, Hvidklire og Svaleklire i de fugtigste lavninger.
Ude ved Nordstrand var det 22 Sandløbere, 4 Stenvendere, 2 Almindelige Ryler og 5 Stor Præstekraver, der først sprang i øjnene ved strandkanten.
Mågerne kneb det lidt mere med, for de flyttede konstant rundt, da hundelufter og andre strandgæster gik op og ned ad stranden. Jeg valgte at se tiden an og fandt plads i klitten ud for den del af stranden jeg havde størst tiltro til.
Fik så også prøvet at se, hvad havet kunne byde på midt på dagen med frisk vind fra NØ.
Der var ikke mange Suler denne dag og bedste noteringer blev 2 unge Dværgmåger, der sammen trak mod øst. En enkelt hver af Tejst og Lomvie blev det også til.

Efter et par timers venten kom der endelig ro på stranden og mellem kl 15 og 16 samledes en større gruppe af måger ud for mig. Jeg var endda så heldig, at et skydække lukkede for solen, så varmeflimmeret nede over stranden forsvandt og farveringene stod pludselig tydeligt.
Jeg nåede igennem aflæsninger af 10 Sildemåger, 5 Svartbage og 1 Sølvmåge inden flokken igen blev flushed fra stranden. Der var ellers begyndt at ankomme flere Sølvmåger, men jeg fik ikke tjekket så mange for ringe, da der pludselig stod en fin adult Middelhavssølvmåge og pudsede sig. Måske samme fugl som KnP havde i starten af måneden ude ved Grenen?

Fyldt op med sol, strand, sand og måger tog jeg hjem til tidlig aftensmad og mit eget lille rast. Prøver igen i morgen med ringmærkningen og kan fra start af glæde mig over, at jeg står tidligt op hver dag.
Det betyder, at jeg ikke behøver stille på vækkeuret for at se smukke Sara Slott løbe i en OL-finale i Rio. Passer faktisk perfekt med underholdning til morgenmaden og derefter ud til Fyret, hvor jeg kan lave mit eget lille hækkeløb på netrunderne mellem Fyrhaven og Ellekrattet..

Ringmærkning:
Grå Fluesnapper 1

Blog v. MJH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s