Søndag d. 17. april 2016

Vejr: Overskyet morgen med enkelte lette regnbyger. Temperaturen var 4 grader, men føltes kolder pga jævn til frisk vind fra NØ. Lidt opklaring i løbet af eftermiddagen, med vekslende skydække og lidt sol. Temperaturen nåede op på 8 grader og vinden var frisk fra nord.

Havde jeg i går tænkt, at nu kom der gang i ringmærkningen, så trak jeg i dag kortet med “Ryk tilbage til start”. Vinden gjorde, at jeg kun kunne åbne lidt over halvdelen af nettene, men selv med reduceret antal netmeter, var dagens blot 2 mærkede fugle noget under mine forventninger.
Et lyspunkt var det dog, at dagens første fangst – en Gransanger – kom på det tidspunkt, hvor Kurt Rasmussen havde en rundtur med sine kursister. Så alle fik set en fugl i hånden og jeg kunne fortælle lidt om ringmærkning og Gransanger kontra Løvsanger.
At det besøg også bød på kaffe og rundstykke var en glædelig overraskelse – der var denne morgen god tid til at nyde kaffen i ventetiden mellem netrunder.

Fra Nordstrand og Grenen var der lidt flere fugle end jeg havde i Fyrhaverne. Bl.a. den første bedre dag med Fiskeørn, hvor 15 stk trak ud inden kl 11. Af andre rovfugle var der Blå Kærhøg 2, Dværgfalk 3 og Vandrefalk 2. Fra Grenen blev der talt 358 Splitterne, der fløj ud i Skagerrak, mens 400 Storspover fløj målrettet øst.
Sortspætten viste sig ikke i dag, men RoC flushede en Vendehals ved Nordstrandens klitter.

Efter at havde lukket net kl 11 tog jeg direkte til Flagbakken og fra 11:20 til 16:20 havde jeg 7 Fiskeørne, så dagstotal bliver minimum 22. Ellers var det lidt tyndt med træk – meget få Spurvehøge, våger og ingen glenter. Nævnes kan blot Blå Kærhøg 1, Rørhøg 2, Dværgfalk 2.

Vejrudsigten ser ikke lovende ud med frisk vind til kuling fra vestlige retning de kommende døgn. Slet ikke vejr, der er tegner til godt med fugle over Skagen og samtidig for meget vind til at åbne net, så det ender med, at jeg tager fri og først vender tilbage onsdag morgen!

Dagens ringmærkning:

Jernspurv 1
Gransanger 1

Blog v. MJH

Skriv en kommentar