Arkiv
lørdag 18.5
Dagen i dag vil nok først og fremmest gå over i historien for ringmærkning på Grenen af ikke mindre end 300 fugle, hvoraf over 2/3 var løvsangere (231). Som det ser ud, er det det største antal fugle (og løvsangere), som er ringmærket heroppe på en enkelt forårsdag. Grenen havde desuden 2 lille fluesnapper , 5 spurvehøge og 5 skovsangere i nettene. Steppehøg (Munck) trak og Hortulan gjorde trækforsøg. Der var igen i dag stort træk af gul vipstjert, en enkelt biæder var ude at vende og lærkefalk havde en af de bedre dage med 30 på Flagbakken (EØ). Tårnfalken så på et tidspunkt ud, som om den skulle i gang med en kanondag; men en meget stor og langvarig tordenbyge klaskede ind over halvøen ved 1530 tid, og der lå den tung og træg frem til ud på aftenen. Hvad der ligger i baglandet, vil måske vise sig i morgen. Himlen var skyfri det meste af dagen, det var godt varmt, men vinden var NØ og temmelig kraftig det meste af dagen. Det betød, at dre store vingefang hold sig væk. Med undtagelse af hvepsevåge, som af ode grunde altid har travlt: omkring 100 passerede byen i dagensløb i strid side/modvind.
Turteldue ses (JOK) sen eftermiddag ved Stald Grenen
Antallet af fuglemennesker heroppe er meget højt i pinsen, det syder med bestemmelser og antal og derfor henvises til DOFbasen. For SKAFs vedkommende er det muligt, at der indløber nogle korrektioner til i dag de næste par dage
fredag 17.5
Sommer!
Forrygende dagsciffer på gul vipstjert, ca. 5000 trak i dagens løb (Henrik Haaning & EC),også stort svaletræk og over 100 hvepsevåger. Stadig 3 biædere rumsterende rundt i området og set på flere lokaliteter i løbet af dagen (trækforøg på Grenen i dag)
Falkeræset om eftermiddagen blev behersket; men flere fugle er begyndt at raste i reservatet. En enkelt steppehøg om morgenen.
Samlere af årsarter kunne glæde sig over en (kortvarigt) rastende Hortolan ved Stald Grenen og Hængebugsvinemarken.
Torsdag 16.5
Så kom varmen endelig!
Første morgen med en tocifret temperatur allerede fra starten. Vind var der ikke noget af, til gengæld var det temmelig diset. Eneste talrige art fra morgenobsen på Nordstranden var landsvale, hvor over 1000 passerede. Omkring 250 fjordterner passerede og blandt dem 7 sortterner. Det træge vejr fik ikke rovfuglene til at reagere på nogen måde.
en Islom trak NV.
Ellers stod dagen helt og aldeles i nattrækkernes tegn. Det er en del år siden, der har været en så stor en artsrigdom i baglandet: Stenpikkere, bynkefugle, phylloscopussangere (også skovsanger), munke og ikke mindst broget og grå fluesnapper sås i bemærkelsesværdige antal rundt omkring fra Gyvel- og Farmerstien ud til Batteriskoven og Ellekrattet, lidt mere eksotiske arter som lille fluesnapper og pirol (2) blev også set; men 3 biædere, (se foto af 1.) som MH opdagede rastende ved Batteriskoven om formiddagen, var så venlige at flyve frem og tilbage over de fleste tilstedeværende ornitologer som opholdt sig fra Hulsig hede til Batterivej. Kun Grenen missede arten, som ellers for det meste ses dér. Vejrudsigten antyder dog, at disse 3 nok ikke bliver de eneste.
En vægelsindet vandrefalk lå over Flagbakken og gjorde talrige “trækforsøg” uden at komme nogen vegne. Patetisk.
Onsdag 15.5
En storslået ekshibitionistisk pirol ad. han (måske samme som foretog sig nogenlunde det samme på Grenen i søndags) tilbragte hæmningsløst (for arten) temmelig lang tid i toppen af en busk til frydefuld beskuelse og bestyrtelse for den fremmødte halve snes på Nordstranden. Det burde pirolen gøre lidt oftere. Det klæ’r den.
Det er muligt, at der er temperaturstigning i øjeblikket; men den var ikke kommet til Skagen denne morgen, og der var en vis misstemning, idet vi var klar over ret tidligt, at vi ikke fik det boom af falke som vi havde håbet på….. endnu.
Eftermiddagsrykket blev på 14 falke, 5 lærke-, 4 dværg-, 5 tårnfalke. Til at overskue. Vandrefalken fik vi med 2 eks.om morgenen. Kærhøgene kneb det også med, dog er 2 steppehøge naturligvis tilfredsstillende. Omkring 800 gule vipstjerter stred sig mod den bidske SØ vind, og om eftermiddagen kom der gang i mursejlerne: Ca. 1500 suppleret med omkring 900 landsvaler /se DOF basen for nøjagtige summer).
Vejrudsigten er stadig god, kunne være spændende at starte med en temperatur på 10 i stedet for 4 grader.
Ekr
Personalia: LP bad mig udtrykkeligt gøre opmærksom på, at han mødte op tidligere end JHC, endnu et bevis for, at de mest utrolige og uforudsete ting kan ske i Skagen
Tirsdag 14.5
En stille dag på kontoret. En talemåde, som ikke passer hvis man tager vendingen for pålydende. Travlhed med at komme up to date med notater etc. Det andet “kontor”, fugletrækket er der ikke meget at berette om. Ifølge JHC havde der været mindst 3 små fluesnappere på Grenen, hvoraf 1 blev ringmærket. Ca. 75 musvåger var kort ude at vende. KEC så 5 pomeransfugle ved Gårdbo sø og MH/JPIP vandrefalk i byen – og det var så det! Det var koldt heroppe med s-sv vind og kraftige regnbyger; men hvis vejrudsigten holder, så starter en af vores yndlingsbeskæftigelser i maj måned heroppe allerede så småt i morgen: FALKEHELVEDET!!!
Mandag 13.5
En passende dag, efter 4 forrygende festivaldage, som det ses af KNPs opsummering. De tiloversblevne fugleinteresserede efter festivalen slappede til dels af ved i det blæsende, regnfulde og særdeles kølige vejr at køre ned til Gårdbo Sø, hvor de heldigste kunne se 11 pomeransfugle (se foto) samtidig, et meget højt antal for området. Til gengæld syntes den amerikanske krikand allerede at have forladt Jerup Strand.
Vi sunder os med enestående succes efter et antal år, hvor idealerne drev værket mere end resultaterne. Nu har vi begge dele. At komme ind i Det Grå Fyr var en stor gave med gode håb for SKAFs fremtid. Vi vurderer, at mellem 200 og 300 gæstede festivalen ; medtages alle aktiviteter er resultatet betydeligt større – nok det dobbelte; på kunstudstillingen alene kom tæt på 400 gæster. Klaus Malling Olsen gæstede os for 2. gang med stor (og forventet) succes, – ikke blot med sine foredrag og guidning på Flagbakken; men også for sin tilstedeværelse på Nordstranden uden for programmet. Ringmærker Rune Bisp Christensen havde ikke specielt mange fugle at arbejde med, men det lykkedes ham alligevel at få fremvist og fortalt om ringmærkede fugle for omkring 150 mennesker i løbet af festivalen. Som KMO ville han meget gerne komme igen. Den faste stab havde nok at se til, ikke mindst “chefen” Kurt Rasmusen, som stort set var allestedsnærværende, og vores eksterne samarbejdspartnere virkede glade og positive. Naturbutikken havde forbløffende travlt trods nedgangstider og Den skrevne presse, Radio og TV gæstede os dagligt
Skagen Fuglefestival er kommet for at blive!
Ekr
De sjældneste arter observeret under Skagen Fuglefestival 2013
Nogle af de sjældneste arter som blev observeret under Skagen Fuglefestival 2013. For nærmere detaljer omkring observationerne henvises til DOFbasen.
Islom
Steppehøg
Hedehøg
Lille Skrigeørn
Triel
Turteldue
Vendehals
Rødrygget Svale
Drosselrørsanger
Lille Fluesnapper
Pirol
Den sjældneste fugl blev Triel ved Buttervej lørdag d. 11/5. Den blev fundet samtidig og uafhængig af hinanden af Helge Friberg, Skagen og Peter Thomsen, Aarhus. Efterfølgende blev den genfundet i et nærliggende område til stor glæde for mange festivaldeltagere og behørigt fotodokumenteret. Det var fund nr. 47 af arten i Danmark og det tiende i Skagen. Efter lodtrækning fik Peter Thomsen 1. præmien – en minikikkert Wing 8×20 skænket af Naturbutikken. Helge Friberg fik som trøst felthåndbogen “Fugle i felten” skænket af Skagen Fuglestation.
KNP





Nye kommentarer